Jörg Immendorff

Rafael uden hænder

"Den chauvinistiske småborger lever stadig i bedste velgående og blev ingenlunde udryddet ved Murens fald", konstaterer Tysklands rabiate historiemaler, Jörg Immendorff, da jeg besøger ham i hans store atelier i Düsseldorf. Immendorff kan stadig få penslerne til at se, høre og tale på trods af sin sygdom til døden, og når han nu ikke længere kan bevæge penslerne med hænderne, har han opfundet en særlig maleteknik, der foruden en pc involverer fem hårdtarbejdende assistenter, som holdes til ilden af hans skarpe intellekt og store kunstneriske ambitioner.
   I 1970'erne var Immendorffs punkede kunst kult. Hans agitatoriske, dybt personlige og skæve malerier og installationer var rundet af hans oplevelser i de tyske undergrundsmiljøer, men samtidig lod han sine kritiske iagttagelser indgå i en langt bredere fortælling med fokus på Tysklands skizofrene deling i efterkrigstiden. I et iøjnespringende formsprog, der abonnerer på tegneseriernes signalstærke og forenklende sprog, pustede han nyt liv i  historiemaleriet. Sneen falder tungt i hans koldkrigsbilleder fra 1970'erne og 1980'erne, hvor det fryser så meget, at DDR blev til et tænderklaprende drrrrr og BRD til brrrrr. I dag har Immendorffs kunst fået en helt ny retning. I et nyt visuelt sprog behandler han myter, kunsthistoriske referencer og eviggyldige temaer som kærligheden, længslen og døden.
   På udstillingen i Galleri Bo Bjerggaard er begge værktyper sat i spil, og de skaber en bemærkelsesværdig dialog hen over årtierne. Her møder vi både den rebelske og sprudlende unge maler og den dødsmærkede, modne maler. Den agitatoriske samfundsrevser er til stede i kraft af papirarbejderne fra 1970'erne, hvoraf nogle danner optakt til den berømte Café Deutschlandserie - mens den mytologiske maler lader sig repræsentere af en række oliemalerier skabt i 2005-06. Men der går en rød tråd igennem det hele: Den dag i dag handler det for Immendorff om at være vågen og om at tage stilling, og han skaber således billeder både til tiden og om tiden. For ham har det altid handlet om at fjerne sig fra småborgerskabets trange andedam og om at gå planken ud. Og om at risikere at falde i med et kæmpeplask. Immendorff følger stadig grundigt med i sit lands politiske udvikling, men i dag spænder han ikke længere sin kunst for en bestemt politisk ideologis vogn: "Når jeg taler om politik eller politisk kvalitet i kunst, handler det om den skabende evne per se, altså det hos mennesket, der kæmper mod stilstand og stagnation. Denne evne er grundlæggende revolutionær og dermed politisk, og den er i stand til at imødegå autoritære systemer og despoter, som altid frygter mulighederne og ser kunsten som en farlig virus, der sætter folk i stand til at handle selv og tænke antiautoritært," forklarer han.
   I efteråret 2005 viste Immendorff udstillingen 'Male Lago' i Neue Nationalgalerie i Berlin, den vigtigste kunstbegivenhed i Europa det år. Den var bemærkelsesværdig dels ved sit omfang med flere hundrede malerier, skulpturer og møbler, dels ved værkernes fortællekraft, og endelig ved den frapperende, installatoriske opbygning; Immendorff havde konstrueret en hel 'Lidl-landsby', en slags oppositionelt dadaistisk parallelsamfund, - en idé han fik som revolutionær akademielev tilbage i 1960'erne på Joseph Beuys' malerskole i Düsseldorf. 'Landsbyen' bestod af otte knaldrøde huse med terrasser, som man kunne kravle op på. Indeni fungerede de som veritable museer, der bugnede af Immendorffs stofrige, fortællende værker. Vi så eksempler på 1960'ernes eksperimenterende aktionskunst, over 1970 venstreradikale afsøgninger foruden hans fabulerende, punkede historiemaleri fra  slutningen af 1970'erne og 1980'erne - billeder, der kom til at påvirke de unge, vilde malere herhjemme afgørende - og på de mere mytologiske og formelle skabelonmalerier fra det nye årtusinde, der fødes og samples i computeren. Røde gangstier forbandt bygningerne, der ovenfra set tog sig ud som et hjerte med kamre og blodkar.
   Berlinerne tog udstillingen til sig, fordi den konfronterede dem med et sort kapitel i deres samtidshistorie, filtreret igennem et uortodoks sind. Heller ikke ferniseringen løb stille af: Den dengang stadig fungerende Bundeskansler Gerhard Schröder, Immendorffs personlige ven, åbnede den fra et af de røde huse. En fortabt søn var taget til nåde, og med denne tilgivelse syntes sårene fra det delte Tyskland at blive helet: Immendorff var i mange år optaget af at genforene det dengang splittede Tyskland i sine billedfortællinger, og siden hen har virkeligheden fulgt efter, om man så må sige.
    Immendorff startede som enfant terrible i tysk kunst, kulminerende med, at han i 1969 blev ekskluderet fra Kunstakademiet i Düsseldorf, hvor han ironisk nok i dag er professor. Sådan ender avantgarden med at blive en del af institutionen med venner på øverste statsplan, hvis den vel at mærke har staying power og kunstnerisk niveau. I årenes løb har han forarget igen og igen med sin hæmningsløse levevis, der involverede både stoffer og mange hurtige kvindebekendtskaber, hvilket har givet ham meget spalteplads, også i den kulørte presse. Noget som sjældent tildeles billedkunstnere, der er langt mindre spektakulære end fx rockstjerner. Men i dag nyder hans værker fremme i mange samfundslag.
   Kunstneren kæmper mod ALS - Amyotrofisk lateralsklerose - en frygtelig nervesygdom med fremadskridende, kroniske lammelser, der imidlertid som en ond straf efterlader intellektet intakt, så det er fuldt bevidst om sin egen langsomme død. Under mit besøg må Immendorff hidkalde iltapparatet, da han taber pusten. Alligevel har han sine meningers mod og er fuld af optimisme. Han blev gift for nogle år siden og har i dag en datter på fem år, der indgyder ham livsmod og giver ham daglige glæder. Undervejs arrangerer han et middagsselskab med landets øverste politiske hoveder og fremmeste kunstnere, han aftaler udlån af værker til en udstilling i en tysk kunsthal, og han hidkalder med jævne mellemrum en af sine assistenter til at holde sin cigaret og sit tekrus. Med sin karakteristiske dybe og distinkte stemme sender han ord over sine læber, mens vi kigger på kæmpemalerierne, der i rigt mål hænger i hans 2000 kvm store atelier midt i Düsseldorf. I trappeopgangen hænger de selv samme plakater, som i foråret og sommeren kunne ses i Dansk Plakatmuseum i Århus. De vidner om næsten fem årtiers omkringfarende udstillingsaktiviteter fra Kassel til Kina.
   Malerierne fra de seneste ti år rummer et helt nyt visuelt alfabet: "Mit værksted er som en druides. Her fremstiller vi trylledrikke. Jeg ser mig selv som en central for udvikling af et helt nyt maleri, men ligesom druiden Miraculix fra Asterix-serien giver jeg ikke opskriften fra mig frivilligt," smiler Immendorff. Figurer går igen fra tidligere, og han låner fra gamle naturvidenskabelige bøger og fra kunsthistorien, som vi ser på udstillingen, og som er gengivet i denne lille katalogbog. Her indgår elementer fra tysk renæssancekunst og romantik. Ofte er 'grunden' marmoreret eller fyldt med raster, og skabeloner i form af tegn, figurer eller ting kastes ind og skaber en spænding på fladen. Immendorffs eksperimenter med fladen kan sammenlignes med Matisses på hans gamle dage, da denne i kraft af sin sikre sans for billedets enkle, dekorative energi forvandlede sit handicap til en ny kunstnerisk sejr: papirklippet, som han fremstillede i sygesengen. Hos Immendorff er der i dag tale om i sjælden grad dialogiske billeder. Forunderlige billeder, der udvikler sig og knopskyder fra billede til billede. Som en komponist udvikler han sit partitur og sætter noderne, dvs. skabelonerne, på fladen. Fra lærred til lærred sættes de i forbindelse med nye og andre skabeloner, og således opstår nye fortællinger. Han benytter sine assistenters arme i stedet for sine egne og dirigerer det hele fra kørestolen. Én takt ad gangen fra billede til billede. Der er ingen forudgående plan, det hele foregår intuitivt. De nye malerier hænger sammen æstetisk i al deres kompleksitet, specielt i kraft af den gule farve, som Immendorff har forkærlighed for. En gul glorie eller aura omgiver ofte hans figurer. Immendorff er forelsket i den gule farve. Det er den højeste form for abstraktion. Den har et potentiale, som rummede den solens egne stråler. "Lad et barn holde sin hånd op mod solen, og den bliver straks orange-gul, transparent, metafysisk", siger han.

Lisbeth Bonde, september 2006