Marcel van Eeden

Fantom i og uden for tiden
Om Marcel van Eedens arbejde


Tiden før vores fødsel hører ikke til vores personlige erindring, men dog til historien. Vi både er og er ikke en del af denne tid. Ved, som Marcel van Eeden har gjort det siden sine sidste akademiår, at gøre tiden (i hans tilfælde før fødselsåret 1965) til emne for sit arbejde placerer kunstneren sig selv i og uden for historien på samme tid. Fra sin dagligdag i her-og-nu'et annekterer han en tid eller en ide om tid, som hovedsagelig ikke tilhører ham, men som han tilpasser efter sit forgodtbefindende, fordi han som kunstner behersker det at skabe og fordi der ikke findes en regel, som dikterer ham at acceptere eller respektere 'historien'. Med andre ord: Så snart kunstneren blander sig i historien, ændres den. Dette er i sig selv ikke nødvendigvis typisk for kunstneren, fordi historien i den forstand ikke eksisterer som et sæt af statiske fakta: Et faktum er først et faktum når det præsenteres i en sammenhæng, når det -
med andre ord - fortolkes; derved får det be - tydning og derved opstår sammenhængen, en sammenhæng der med enhver angivelig "objektiv" sammenhæng som regel ikke viser mere end en fjern relation, der heller ikke kan være anderledes, fordi objektivitet ikke findes: Historien er en ligeså stor legende som videnskaben og de er begge uløseligt forbundet. Når begrebet 'objektiv' forekommer i diskursen er det som et sort hul, der cirkles om på bedste vis, et (for) tungt stof, som absorberer alt uden nogensinde at give noget tilbage. Ikke engang lyset kan undslippe tyngdekraften så derfor er 'objektiviteten' synlig, fordi den netop ikke kan ses. Det kommer billedkunsten ikke langt med, hvilket betyder, at der bliver skabt og skal skabes historie og således befinder vi os selv i fantasiens verden.

Jeg vil gerne påpege, at dette også gælder for politisk engageret kunst, som er meget udbredt for tiden. Også her gælder det, at kun kvaliteten af fortolkningen af fakta kan lede til et interessant kunstværk. Et kunstværk er ikke som en dokumentar. Det er ikke en overdragelse af information (hvilket ikke vil sige, at et kunstværk ikke kan antage en dokumentarisk form, men det er ikke det samme). I kunsten handler det om at transformere information.

Ikke 'hvad' men 'hvordan' bestemmer kunstværkets udtrykskraft eller formuleret ander -ledes, måden, hvorpå et standpunkt, mening, drøm, opfattelse eller hvad det er, bliver artikuleret, er afgørende for kvaliteten af effekten af det sagte.

Det er netop i omdannelsen af information og i legen med mulighederne for interpretation at Van Eeden er en mester. Siden begyndelsen af sin karriere har han præsenteret fakta som fakta, som efter nærmere eftersyn viser sig overhovedet ikke at være fakta eller måske andre fakta end de oprindeligt fremstod som eller i hvert tilfælde fakta, som stiller sig til rådighed for alle mulige associationer og fortolkninger. Van Eedens tidligst kendte arbejde består af tegninger, som er udført efter fotografier af hans daværende bopæl Den Haag, som byen så ud før hans fødsel. Disse steder var ikke altid kendte eller specifikke. Det drejede sig ikke om almindelige velkendte billeder af repræsentative bygninger og andre seværdigheder. For de, som ikke kender byen eller kun kender den lidt, er resultatet bemærkelsesværdigt på grund af en antydning af 'noget gammeldags', som frembringer en følelse af tvetydighed: Hvor er vi egentlig henne og frem for alt, 'hvor - når' er vi hvor vi er i dette værk? Samtidigt er der tale om et nutidigt (og virtuost) manuskript, som modsiger det forældede i billedet uden at benægte det. Derved Untitled, Gruenewald Drawings, 2009, kommer billedet til at eksistere i to tider på samme tid, som det også er tilfældet med erindringen: Når jegmindes noget fra min barndom, lever jeg mig ind i denne tid/alder, men selvfølgelig uden at jeget fra nu, som faktisk har denne oplevelse, pludselig er forsvundet. Disse tegninger er en slags erindring om en tid, som ikke er oplevet.

Her skabes en tvetydighed, som indebærer en udvidelse af identiteten uden at den i denne sammenhæng nogensinde kan tage form som andet end den af et fantom. Efterhånden som billedernes karakter vokser fra et bestemt øjeblik fremstår ikke kun bygninger eller by, men bogstavelig talt alt inklusive abstrakt mønster som motiver - vindes en enorm frihed. Hele verden kan fungere som tematik så længe det drejer sig om billeder, der er blevet skabt ud fra fotografier fra før 1965.

Hans fortsatte brug af fotografier som skabelon medførte også en anden begrænsning, som har relation til de historiske betingelser på mere end en vilkårlig måde. Hele værket udspiller sig i den 'moderne' tid. Opfindelsen og perfektioneringen af fotografiet fra anden halvdel af det nittende århundrede havde usete og uafvendelige konsekvenser for udviklingen af billedkunsten: Kunstens hidtil dokumentariske funktion blev overflødig, fotografiet opfyldte funktionen bedre, hurtigere, billigere og i oplag. Det gav billedkunsten al tænkelig frihed til at beskæftige sig med hvad som helst, med alleandre problematikker, for det var det historiske øjeblik, hvor kunsten mistede det store publikum og blev en slags specialisering, som illustration af en frem til i dag gradvis fragmentering af kulturen.

Set i dette lys er brugen af fotografiet som skabelon på en måde den omvendte verden. Eller sagt på en anden måde, et yderligere skridt i udviklingen af det i stigende grad am -bivalente forhold mellem fakta og fiktion, mellem historie og sagn, mellem 'virkelighed' og 'fortælling'. Selv om fotografiet ikke længere er målestok for en kongruent relation til den synlige virkelighed, idet det kan forfalskes på mange måder (især nu da Photoshop giver usete muligheder for dette), var fotografiets grundlag at fastlægge det, som blev anset for sikre fakta og dette billede er aldrig helt forsvundet, et paradoks, som yderligere illustrerer ambivalensen. Ved indblandingen af fotografiet fjerner Marcel van Eedens tegninger sig yderligere fra det, som måske kunne have været 'virkeligt' engang og dermed fremhæves det imaginære aspekt uden at tage helt afstand fra en slags fundament af hvad der kunne være virkeligt. På denne måde har hvert værk sin egen virkelighed samtidig med at det er en paradoksal fortolkning af en i sig selv ambivalent virkelighed. Efterhånden som værket udvikler sig 'i tid' skaber det i stadig stigende grad en egen fiktiv virkelighed, der også fremstår som fiktiv, nemlig i form af en fortælling. I begyndelsen dukkede der også tekster op ved siden af (i?) de selvstændige tegninger. Teksterne var ligeså meget objets trouvés som fotografierne. Sprog blev til billedsprog. Skønt tekst og billede ikke oprindeligt hørte sammen, men kom fra forskellige kilder, fik de ved kombinationen (og, formoder jeg, ved at vælge, hvad der kombineres) en sammenhæng: det "drejede sig tilsyneladende om det samme". Også selv om det kun var tilfældet i slutresultatet, blev det det drejer sig om ikke mindre gådefuldt. Et mysterium som er blevet forstærket i de seneste værker.

Dette mysterium er et mysterium i et mysterium, fordi der nu i det billedlige univers, som stammer fra fotografier fra før 1965, antydes en fortælling. Med andre ord: fra en kombination af separate billeder og tekster, som oprindeligt ikke er relateret til billederne, destilleres en fortælling, hvori ipso facto antyder en sammenhæng og kronologi, mens fortællingen selvfølger alle slags personager og forviklinger, men
som samtidig fremkalder flere spørgsmål end

budskabet. Fortællingen er kronologisk og udføres i serier, som alle udgør dele af den større fortælling. Der er ikke meget logik i seriernes rækkefølge, i det mindste ikke i den forstand, at dem, der følger dem, som begynder ved begyndelsen og 'læser' videre, bliver præsenteret for en sammenhængende struktur. Undertidenskabes en historie, der kronologisk kommer før den der allerede er vist. Fortællingen udvikler sig ikke i henhold til de 'normale' regler om tid og det afspejler det ambivalente forhold mellem kunstneren og tiden. Dette forhold er af en nærmest genstridig natur: Van Eeden befinder sig ikke kun på historiens forbudte grund, han holder sig heller ikke til love og regler. Således opstår i tidens løb en slags paradoksal fortælling med plot og hovedpersoner. I de seneste serier stammer teksten ikke fra eksisterende kilder, men skrives af kunstneren selv. Det betyder ikke, at han er blevet en slags romanforfatter eller tegneseriefortæller, der skal snarere, tror jeg, tænkes i begreber inden forbilledkunsten: med teksten skaber han nu sin egen objet trouvé; igen en omvendt verden.

Som forløbet udvikler sig bliver det tydeligt, at der er tale om en fortælling med tre hovedrolleindehavere, der undertiden alle får personlig opmærksomhed og til tider indgår relationer med hinanden, hvilket gør fortællingen mere kompleks. Der sniger sig intriger ind, som bliver mere og mere vanskelige at tyde. I store træk handler det om tre personager: Wiegand, som laver lidt af hvert, arkæologen Sollmann og Boryna, kunstner og kunstkender. Tilsammen kunne de være deres forfatter, Marcel van Eeden, der, som en arkæolog rører i historien og opgraver, hvad han møder, men især hvad der passer ham (der er valg og udvælgelse er fortolkning), samtidig med at han som kunstner skaber helheden (omend i en tid, der ikke er hans egen) og også som kunstkender ved f.eks. at undersøge en kendt tysk renæssance - kunstners og ligesom Wiegand er han en eventyrer, en designer, en deltager i og offer for alle mulige begivenheder, som han selv tiltrækker uden præcist at vide, hvad han laver, en troldemandens lærling, der - ligesom os alle - i processen former sit eget liv gennem lignelser, anekdoter, sagn, historiske fakta, fantasi, fiktion og fortolkning, en proces, der aldrig ender undtaget måske med kunstnerens død. Men det kan man også spørge sig selv om, for såvel som der er liv før fødslen, hvori kunstneren synes at kunne figurere på forskellig vis, kan det (á la Sokrates) ikke udelukkes
at værket lever videre med andre Wiegand'er, Sollmann'er og Boryna'er. Det er i sidste ende alt sammen mytologi og individuelle karakterers transcendente liv, død og eksistens. Ligesom kunstneren i dette værk er skaberen af sin egen 'fortid' før sin fødsel i en historisk-mytologisk kontekst, kan han ligeledes 'leve videre' i sit arbejde, som fortsat vil eksistere uden ham som forfatter. Vi ved det ikke. Det ligger uden for vores iagttagelsesog muligvis også vores opfattelsesevne. Og det, at vi ikke ved alt dette, er egentligt det det handler om: Hvis fortiden stilles til diskussion, så kan fremtiden også, når kunstneren som ikke eksisterende person kan være arkæolog, hvorfor så ikke et fantom i en ligeså dunkel fremtid?

På den plads, jeg har til rådighed her, er det ikke muligt at beskrive de forskellige serier(fortællinger), hvor de tre hovedpersoner optræder, i deres skrøbelige indbyrdes sammenhæng. Derfor har jeg bestemt mig for en af fortællingerne, som værket i den aktuelle udstilling er et spin-off fra. Denne fortælling indeholder oven i købet alle elementerne, som er essentielle for hele værkets betydning.

Jeg giver et kort sammendrag, som nødvendigvis er forenklet og (til dels som følge heraf) unøjagtigt. Det skyldes, at det her, som i sidste ende i hele værket, netop handler om forfalskning, om annektering af fakta som til sidst fiktionaliseres og om håndtering af stilfigurer og indhold i en stræben efter at fremstille en endimensionel fortolkning: Det er først og fremmest ikke meningen, at noget skal 'stemme'.

Det ville være i strid med temaet om fremmedgørelse af historie og 'virkelighed', som værket er gennemsyret af. Denne historie udspiller sig i 1941, under Anden Verdenskrig, og udspringer af en opgave, som Van Eeden fik om at lave et værk til den såkaldte Tweede Maasvlakte, et nyt stykke tørlagt land tæt ved Rotterdam, som ingen historie havde (et meget karakteristisk hollandsk tema) og hvilken kunstner kunne være mere egnet til at sætte sig ind i dette end denne digter af historie par excellence: Han gav det nye land en historie, en samling sagn sådan som de opstår i små samfund, hvor fortællinger går fra landsby til landsby og hele tiden antager mere og mere spektakulære drejninger. Det nye land blev ladet med en fiktiv historie. Denne slags forfalskning er Van Eedens styrke. Hele hans samlede værk er baseret på at lave associative forbindelser, der kun har betydning i kunstens opdigtede verden. Ikke desto mindre bygger det på - ligesom det har været tilfældet fra den tidligste tegning - en historiske kendsgerning. På dette sted, under den nyvundne jord, ligger et skib, som i 1942 blev bombet af de allierede. Dette skib, som sejlede under dansk flag, var en del af et stort antal fartøjer som den tyske besættelse regelmæssigt lod sejle med jernmalm fra Afrika til Rotterdam til brug i våbenindustrien. Det fandt englænderne ud af og skibet blev sænket ud for Rotterdam. Det har ikke nogen speciel arkæologisk værdi og vraget befinder sig nu under land. I Van Eedens historie har det fået en rolle. Historien handler om Matthias Grünewald, som malede Isenheimalteret i Colmar. Om Grünewald virkelig har levet og om han da har malet det monumentale værk er usikkert, værket er indhyllet i mysterier og det er tydeligvis ikke malet af én person. Om denne Grünewald findes der ikke nogen biografiske oplysninger. Nu er der en slags plot om Grünewald: Sollmann får et tip fra Wiegand om at der er tegninger og breve af Grünewald til salg. De skulle i begyndelsen af krigen være fragtet fra Holland til Indonesien og derfra, for at japanerne ikke skulle få fat i dem, videre til New Zealand og Australien for til sidst at ende i Namibia, hvorfra de nu kunne sendes tilbage til Holland på det danske skib. En kunsthistorisk opdagelse af første grad og et førsteklasses eventyr. Sollmann tager eksperten Boryna med til Namibia for at fastsætte ægthed og værdi. Dette foregår naturligvis i største hemmelighed og først når de var tilbage i Rotterdam skulle de og fangsten hentes fra skibet med en båd. Men alt går galt og Boryna forsvinder pludseligt på en anden båd med tegninger og breve og har altså spillet dobbeltspil for egen vindings skyld. Boryna blev senere myrdet af samme grund og der er stadig tale om en retssag mod Sollmann, der er mistænkt for mordet. Hvad der præcist er sket er der ingen som ved og beskueren finder heller ikke ud at det.

Det er, tror jeg, også kernen i denne sag: Vi bliver konfronteret med en historie der udspiller sig til dels i en virkelig og til dels i en fiktiv fortid hvor ingen egentlig kender vejen: Kunstneren berører og undersøger, følger sidespor der kan blive til hovedspor, beskæftiger sig med en historie som han egentlig ikke har del i, forandrer den tilfældigt således, at der fremkommer og efterfølger en overvejende associativ, hovedsagelig visuel proces han på samme tid selv har sat i gang uden at vide hvad der kommer ud af den, hvis det ellers kommer ud noget sted. Hovedpersonerne famler sig frem i mørket omkring plottet, om hvem der spiller hvilken rolle, om hver persons hensigter. Selv færdes de i en historie, hvori de har tilegnet sig en besynderlig niche som kun indirekte har forbindelse til den 'større' historie (historien om Anden Verdenskrig). De optræder desuden hele tiden i forskellige perioder i tid, alt efter hvornår det passer kunstneren at udføre en ny serie et tilfældigt sted i den tilsyneladende narrative kronologi: Selv tiden er forvirret.

Beskueren har slet ikke noget at holde sig til og kan kun prøve på at skabe sin egen mening i mangfoldigheden og kompleksiteten af anekdoter og sagn (også kaldet 'fortolkning') og således bliver alle involverede selv kastet tilbage i et totalt ambivalent forhold til en tid der ikke længere selv ved hvordan den hænger sammen.

Det vil sige: Her bliver, når det passer værket, skabt en mytologi som består af mere eller mindre løse historier, hvor den samme eller lignende personager spiller en rolle og da bliver hele værket i sit samlede forløb til en samling, lige som Grimms eventyr - eller måske mere som H.C. Andersens, som heller ikke var rigtige oprindelige folkeeventyr, men opstod som litteratur for derefter at fortsætte med at fungere i begge genrer. Samtidig er en serie som denne en slags eventyrroman, en drengebog, en historisk roman, en tegneserie, en thriller, en spionroman. Alligevel er alle disse genrer en del af en forklædning eller et alibi for en ekstremt seriøs diskurs, hvor essensen er spørgsmålet om der egentlig findes nogen sikkerhed.

'Fortællingen' (alles fortælling?) findes egentlig ikke, den bliver hele tiden modificeret og ændret, forsynet med kommentarer og som sådan benægtet, om stødt, lemlæstet, fordrejet - ligesom den 'ægte' historie: Det hele er en stor forfalskning, hvori der trækkes rundt med 'virkeligheden' eller 'sandheden' ved at gengive verden på forskellige måder fra forskellige vinkler, at forklare og tydeliggøre, hvorved ethvert krav på en entydig definition forsvinder og værket til sidst altid undslipper. Det er maleren Grünewald symbol på i denne serie og det er ikke helt uden grund at det her drejer sig om en kunstner, hvis eksistens er usikker, af hvis magnum opus forfatterskabet på ingen måde er ubestridt og hvis tegninger og breve, der pludselig dukker op, skal kontrolleres for ægthed og som ved den (foreløbige) slutning forsvandt uden at efterlade sig spor: Som en kanin, der hopper ud af tryllekunstnerens høje hat og stikker af uden at nogen ved hvorhen: Intet og ingen holder sig til 'reglerne', alle er en slags Alice i Eventyrland. Grünewalds tvivlsomme identitet forekommer at være en metafor for kunstneren Marcel van Eedens identitet, der, faret vild i sin egen tid såvel som tiden før sin fødsel, altid strikker en ny fremtid af billeder og fiktion: Hvem er han egentlig? Ved på samme tid at placere sig selv i og uden for tiden, eksisterer han egentlig lige så lidt som sine hovedpersoner, fra Wiegand til Grünewald; han var der måske før sin fødsel, selvom han 'officielt' ikke var, men hvor er han nu? I et spind af fiktion, vil jeg sige. Og det lader ikke til at være en dårlig beskrivelse af hvor vi egentlig alle sammen befinder os: Dette er en tid hvor vi ikke længere har et greb om verden, om tiden og rummet, om de store begivenheder. Kun via træge overlevelseskonstruktioner har vi greb om vores egen position i tiden. Spørgsmålet er da: Eksisterer vi i vores liv som andet end fantomer i en fortælling, som konstant forandres og hvor vi ikke kender og ikke kan komme til at kende spillereglerne? Hvordan følger vi sporet, hvordan kan vi planlægge, hvordan (gen)finder vi vores identitet i en fragmenteret kultur?

Philip Peters