Vort første mode med Sigmar Polke skete i forbindelse med hans retrospektive udstilling "Sigmar Polke - Alkymist" i foråret 2001 på Louisiana.
Det var ikke alene et møde med Sigmar Polke men også et møde med hans livsledsager Augustina von Nagel, en kunstner vi siden da har haft fornøjelse at udstille 2 gange i galleriet, og som vi fortsat arbejder med.
Parallelt hermed har vi fra tid til anden haft lejlighed til at have værker af Polke til rådighed for det nordiske publikum. Vi har nu 10 år efter valgt at samle et udvalg af værker fra denne periode og udstille dem i galleriet, så der blandt vores besøgende kan blive lejlighed til at se denne fremragende kunstners værk foldet ud i større omfang, end der hidtil har været mulighed for.
I den anledning skriver Erik Steffensen "Når man betragter et billede af Sigmar Polke kan man komme i tvivl om hvad det er man ser. Man har måske svært ved at tilegne sig maleriet på grund af manglende abstraktionsevne. Eller har kunstneren blot for meget af samme? Forestiller han sig det samme som os eller forestiller billedet det det giver sig ud for at være? Man ser vel, hvad det er, lyder titlen på et af hans malerier fra 1984. Og det gør man så - måske - netop - ikke? Sigmar Polke har af og til med stort humoristisk overskud skrevet et par ord på billedet, der kunne lede publikum på sporet af handlingen eller forestillingen. I 1968 skrev han Moderne Kunst på et lærred, på hvilket der også var malet nogle tilsyneladende sirligt men spontant ordnede farveplask og penselstrøg. Hvad skulle det nu betyde? Vi ved da godt det er moderne kunst sådan noget tilsyneladende meningsløst smøreri? Abstrakt kunst. Sigmar Polke leger med lærredet og forestillingen om et billede såvel som med publikums tanker og syn. Han formår som ingen anden samtidskunstner at kortslutte og genstarte og bringe maleriet i nye retninger. Det er hvad der morer Sigmar Polke. Ser det ud til. Ikke fordi han ønsker at gøre grin med publikum fordi de måske ikke kan følge hans spilopper hele vejen ud i de mikro-galaktiske rum han skaber, men fordi kunstværket i sig selv måske ønsker og mener at publikum gerne må lege med. Bruge synet og følelserne og abstraktionsevnen. Gå på opdagelse. Føle friheden. Fornemme resultaterne i Sigmar Polkes Kosmiske Laboratorium.
Han er langt ude sommetider, Sigmar Polke. Det kan man se. Han har en forkærlighed for svampe og stof og forvandlinger af alle slags: Fra yndefulde transparente lag til sære selvlysende farver. Mildt sagt eksperimenterer han med overfladen såvel som maleriets underliggende strukturer. Man kunne sige at han undersøger maleriets underbevidsthed. Det er svært at sætte mål og tal på abstraktionen og når den så endda fremstår i en form, der synes at forandres som den maling Sigmar Polke ofte benytter, der forandrer farve ved varmepåvirkning - ja så er vi ude i tovene - hvis ikke helt ude af ringen, for almindelig forståelse. Hvordan kommer vi ind i disse billeder? Er det ikke som at betragte et stof gennem et elektronmikroskop? Hvad er det vi ser udover altså det store i det små. Det universelle i et sandskorn der er stødt sammen med et par millioner andre sandskorn og endt i Sigmar Polkes optik, godkendt og leveret til dig? Det er vel det?
Mixede materialer. Lærred er stof, papir er opblødte klude, jord er farve og alting er én stor kemisk forbindelse når det kommer til stykket. Også den mellem mennesker. Og mellem kunst og menneske. Sigmar Polke ved det kun alt for godt. Men han er god til at glemme det når han maler. Så er han i flow som en ubetydelig del af universets store bevægelse. Men et flow der respekterer alle faser af universets historie fra sorte huller over individets liv til den hvide prik på kortet. Nogle vil mene at Sigmar Polke ikke artikulerer sig tilstrækkeligt præcist. At han så at sige har udtalevanskeligheder i sit maleri. Andre nøjes med at konstatere at han har tabt flasken og dermed forvandlet verden for evigt. Ingen paddehatteskyer, ingen sovsepletter her. Men en generøs kunst har set dagens lys. En kunst der ligner en nyfødts bevidsthed. Et mirakel".
| | |
